Om ’en uSÆDvanlig snak’
Formålet med ’en uSÆDvanlig snak’ er at give mænd og par i fertilitetsbehandling klarhed og vished om den mandlige fertilitet, samt be- og afkræfte myter og facts om faktorer der påvirker sædkvalitet.
Gennem episoderne i ’en uSÆDvanlig snak’ bliver lytterne taget i hånden og gjort klogere på mænds fysiologi, sæd og fertilitet, både ved brug af Katrines egen faglige viden, men også gennem dialoger med professionelle og fagfolk.
Vært & podcastindehaver, Katrine Aaskov
Podcastens vært og indehaver, Katrine Aaskov, er uddannet bioanalytiker og humanbiolog og har tidligere arbejdet i et fertilitetslaboratorie.
Om podcasten siger Katrine selv: ”Gennem mit fagområde har jeg fået øjnene op for, hvor lidt belyst den mandlige fertilitet er sat op imod den information der er at finde om kvinders fertilitet. Det er svært at finde oplysninger om sæd, sædkvalitet og mandlig fertilitet, trods det, at sædcellens rolle på vejen mod at skabe et barn jo spiller en ligeså stor rolle som kvindens æg gør.
Jeg har oplevet at snakke med mænd der var frustrerede over at føle sig oversete i fertilitetsforløb, og samtidig en frustration over ikke at være i stand til selv at kunne finde den relevante viden om sædkvalitet og mandens fysiologi.
Vi lever i et samfund hvor vi går meget op i ligestilling, og det skal altså gælde for begge køn. Så jeg håber, at jeg med denne podcast kan skabe klarhed og vished hos mænd, men også kvinder, der går rundt derude og har uopklarede spørgsmål om sædkvalitet og mandlig fertilitet”.